Når I har fået tilbudt og takket ja til en plads i Snorregården, må I meget gerne kontakte os. Så finder vi ud af, hvilken stue jeres barn skal gå på, og det pædagogiske personale kontakter jer og inviterer jer til en velkomstsamtale.
Velkomstsamtalen er her, hvor vi kan lære hinanden bedre at kende inden ’den store dag’. Vi fortæller en masse om, hvem vi er, og vi taler om jer og jeres barn. Vi vender madvaner, sovevaner, særlige hensyn osv. På den måde har vi de bedste forudsætninger for at give barnet en tryg start.
I vil også få udleveret en velkomstfolder med lidt blandet information.
Den første tid
De første par dage vil typisk starte mellem 9-9:30, hvor I er friske efter en god nats søvn. Det er vigtigt at jeres barn er frisk og veludhvilet, da det kræver energi at lære nye mennesker og omgivelser at kende. Typisk vil dagene være korte i den første uge og gradvist længere i den efterfølgende uge. Vi bestræber os på at barnet får den første lur hos os i løbet af den første uge, men det er vigtigt at jeres barn er tryg ved os, institutionen og situationen.
Der er stor forskel på børn og hvor hurtigt, de falder til, og derfor tager vi altid udgangspunkt i det enkelte barns behov og er i løbende dialog med jer under indkøringen.
To-tre uger efter opstart inviterer vi jer til en statussamtale, hvor vi taler om, hvordan den første tid i Snorregården er gået. Vi tilbyder endnu en samtale, når der er gået tre-fire måneder.
Vi tilbyder derudover løbende samtaler ved behov, og det er vigtigt for os, at I føler I kan komme til os med alt - stort som småt.