Velkommen til Snorregården! Vi er en ren vuggestue, der ligger på ydre Østerbro, som er normeret til 60 børn, der består af fem børnegrupper: Lunde, Katla, Esja, Hekla og Geiser.
Vi anser os selv som værende engagerede i de børn som er i Snorregården, og vi vægter nærvær, udvikling, tryghed og omsorg meget højt i vores møde med børn og forældre.
Vores hus
Snorregården er bygget i 2003 og er inspireret af Island. Huset er rummeligt med store vinduer ud mod legepladsen, gode grupperum med masser af plads og en god akustik. Alle grupperum har egen udgang til legepladsen og en terrasse, som både bruges til at stille barnevogne på, når børnene sover, og til at lege på.
Vi har et stort fællesrum, som er her vi samles om morgenen, og hvor vi siger farvel til hinanden sidst på eftermiddagen. Rummet bliver også brugt til forskellige bevægelseslege, og her er både madrasser, små trampoliner, ribbe, sansebane, gynge og bolde. Rummet er inddelt i zoner, der også gør det muligt for børnene at trække sig, hvis de har brug for ro.
Vi har en fantastisk legeplads, der er inddelt i legezoner med blandt andet rutsjebane, sandkasse og legehytter. Legepladsen er dejlig grøn med små træer, græs og hæk og vores egne plantekasser, hvor vi sår og dyrker med børnene. Når vi er på legepladsen er det altid med et pædagogisk formål - det kan være gemmeleg, vandleg eller at vi laver små science-forsøg.
Relationer og børneperspektiv
Vi arbejder med tryghedsskabende relationer. Børnene lærer at omgås hinanden med respekt for forskelligheder og fokus på det, der binder os sammen. Såvel børn som voksne skal føle sig velkomne og respekteret som de individer de er, uanset hvilken baggrund eller forudsætninger, man kommer med. Børnene i Snorregården bliver mødt med tryghed og nærvær som giver grobund for, at barnet kan udvikle sin egen identitet i et omsorgsfuldt miljø.
I Snorregården er det vigtigt, at børnene oplever at blive taget alvorligt. Børnene skal have indflydelse på de pædagogiske aktiviteter, og det er personalets ansvar at sikre udvikling for børnene. Vi møder børnene der, hvor de er set ud fra deres udvikling. Det gør vi ved at skabe en god og tryg relation til barnet i det tempo, som barnet viser tryghed ved.
Hver gruppe laver en ugeplan, der altid tager udgangspunkt i børnene, deres nærmeste udviklingszone og interesser.