I Snorregården arbejder vi med et 'mantra', der lyder: "Du skal gå gladere hjem fra arbejde, end da du kom".
At gå glad på arbejde og endnu gladere hjem fra arbejde er fuldstændig grundlæggende for at være i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Arbejdsglæde, arbejdsfællesskab er noget, som vi altid har fokus på, for når vi har det godt på vores arbejdsplads, kan vi skabe de bedste forudsætninger for læring, dannelse og leg for børnene.
Med til at udvikle praksis
Hos bliver du en del af en personalegruppe, som har en stor viden indenfor vuggestueområdet og som brænder for netop denne målgruppe. Vi ønsker at skabe de bedste muligheder for børnene hver eneste dag. Vores forældregruppe er nærværende og engageret i Snorregården, og når du træder ind i vores hus, vil du opleve en rolig stemning over hele huset.
Vi er i gang med at arbejde med den faglige handlingsplan, og her er der rig mulighed for at præge den pædagogiske praksis og få sat dine kompetencer i spil inden for lige præcist dét, du kan! Vi arbejder blandt andet med at styrke vores arbejdsfællesskab endnu mere, og derudover har vi fokus på relations- og sprogarbejdet.
Vi er en medarbejdergruppe, der er motiverede for at opkvalificere vores praksis og møde med børnene, og derfor er vi også glade for den proces, vi sammen går igennem. For det er sådan, at vi sikrer rammerne for et dagtilbud af høj kvalitet.
Ud over, at vi sparrer og hjælper hinanden i hverdagen, har vi også et tæt tværfagligt samarbejde med et ressourceforum bestående af støttepædagoger, psykologer, tale-høre-konsulenter med flere.
Tid til refleksion
Vi prioriterer tid til refleksion og bestræber os på løbende at videreudvikle os. Alle grupper har et ugentligt "REP-møde" (refleksions- og planlægningsmøde) på en time, hvor vi planlægger den pædagogiske praksis for den kommende uge og evaluerer den, der er gået. Møderne har altid en dagsorden og sikrer, at vi får prioriteret kvaliteten i hverdagen og bliver bedre og skarpere på vores praksis.
Derudover indledes hver dag med et kort planlægningsmøde, hvor en fra hver gruppe deltager, og vi taler dagens aktiviteter igennem og fordeler vores ressourcer bedst muligt.
En god modtagelse
I Snorregården ønsker vi at tage så godt imod vores nye kollegaer som overhovedet muligt. Derfor er vi meget stolte over vores velkomstpakke.
Velkomstpakken modtager du, når du starter hos os. Heri får du en plan over din første arbejdsuge samt alle detaljer om diverse retningslinjer, politikker, mødeoversigt og årshjul for TRIO-arbejdet. Du får også tildelt en sparringsmakker, ligesom der vil være en række statusmøder både med din sparringsmakker og vores pædagogiske leder i løbet af din første tid i Snorregården.